Helsingør Politistation

Nordsjællands Politi jagter grønne besparelser på Helsingør Politistation

Nordsjællands Politis hovedstation ligger i Helsingør. Her har cirka 400 ansatte deres daglige gang – så Helsingør Politistation emmer af aktivitet 24 timer i døgnet. Det trækker store veksler på noget så basalt som vandforbruget, der indtil nu har ligget på omkring 1.600 m3 om året. En energispare-indsats blev sat i søen for at nedbringe vandforbruget og fra at bruge 71 liter vand i døgnet, er politistationen nu nede på 53 liter i døgnet.

De hundredevis af unødige kubikmeter vand, der bare fossede ud i afløbet, fik øjenbrynene til at rejse sig hos de ejendomsansvarlige. Her var der både potentiale for at spare og for at få en ny og mere miljørigtig tilgang til politiets vandforbrug:

- Projektet startede med, at vi var på jagt efter nye armaturer til huset. For det første vil vi gerne spare unødigt forbrug, men samtidig vil vi også signalere og vise omverden, at Coor og politiet tænker grønt og sparer på vand og energi, siger Samir Hariri, der er projektleder hos COOR hos Rigspolitiet og dermed er ansvarlig for den daglige bygningsdrift for Nordsjællands Politi.

Bygningen, der huser politistationen, er ejet af Bygningsstyrelsen og vedligehold, service, rengøring og kantinedrift varetages af COOR som en del af en samlet rammeaftale for Rigspolitiet i hele Danmark.

- Det var på tide at skifte de gamle armaturer, der havde siddet siden stationen blev bygget i 1992. Jeg hørte om de besparelser, der var opnået på Politiskolen i Brøndby, og blev nysgerrig på om det også var muligt her i Nordsjællands Politi, forsætter Samir Hariri.

TeaserDK-politistation.jpg

Sparer hver fjerde liter vand

Sammen med energirådgiver Claus Dennis fra FM Mattsson Mora Group indledte Coor og politiet en vandspare-case, der skulle dokumentere det reelle potentiale. Resultatet var, at politistationen sparer 36% på det varme vand og 24% på det totale vandforbrug. Det svarer til en besparelse på knap 42.000 kr. om året. – på vand som ingen kommer til at savne!

- Resultatet er overbevisende og bekræfter endnu en gang, at potentialet i vand er enormt. Det er min forhåbning, at endnu flere at politiets ejendomme bliver vand-moderniseret og at projekterne kan skabe præcedens for Kriminalforsorgens arrester, siger Claus Dennis og løfter sløret for, at en foreløbig stikprøve netop har afsløret, at vandforbruget på den tilstødende bygning Helsingør Arrest var over 6 gange højere.

Projektet indebar, at der blev monteret sensor-armaturer og elektroniske brusepaneler, der automatisk slukker for vandet efter et foruddefineret tidsrum. I alt er der blevet udskiftet 68 vandhaner og 8 brusere på politistationen, og med den forventede besparelse holdt op i mod vandprisen i området, giver det en forventet tilbagebetalingstid på det samlede projekt på 2,4 år.

Balance mellem komfort og begrænsning

For at gennemføre den omfattende testcase og forankre ændringerne internt foregik alle udskiftninger og implementeringer i tæt samarbejde med Betina Kaas Krabbe og Kirsten Vesth Marker, der begge er Facility Management ansvarlige hos Nordsjællands Politi og til dagligt sidder på stationen i Helsingør, men også varetager bygningsansvaret i kredsens øvrige store stationer.

- De nye armaturer er blevet taget godt imod af brugerne. Det har været nødvendigt med små justeringer, men generelt har der været stor forståelse blandt brugerne og stor opbakning til det at spare på vandet, fortæller Kirsten Vesth Marker. Hun fortsætter: 

- Indstilling af løbetiden skulle reguleres og tilpasses ad flere omgange. Vi er pt endt på 30 sekunder for bruserne og 2 sekunder for vandhanerne. Det er en balance mellem komfort og ikke hovedløs brug af vandressourcer. 

Den store besparelse kommer i første omgang driftsafdelingen til gode og skal omsættes til nye energibesparende tiltag. Og så er det planen, at erfaringerne skal deles med fagkolleger i andre politikredse, så flere bliver opmærksomme på potentialet.

Mål: Energibesparende arbejdsmiljø

- At have besparelsen dokumenteret sort på hvidt var noget af en øjenåbner. Vi skal blive bedre til at spare på vandet – og samtidig skabe et trygt og energibesparende arbejdsmiljø. For mig handler det om at finde besparelser, der er i bygherrens interesse, siger Samir Hariri, der glæder sig over det gode samarbejde med politistationens egne folk og klart anbefaler andre at gå vandforbruget efter i sømmene.

FM Mattsson Mora Group Danmark har gennemført vand- og energicases på flere af politiets ejendomme: Politiområdet ved Ejby, Politiskolen i Brøndby og Helsingør Politistation, og flere er på vej.